Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget tid jeg har til at tænke over behandling og underliv og symptomer denne her gang. Det ligger altså lige der og lurer hele tiden! Mern ellers går det bare derud af. Har lidt niv i underlivet en gang imellem. Og det er det! Jeg er stadig træt af at vente:)
Tilgengæld er der masser af andre ting at stresse over. 31. okt står jeg uden arbejde og derfor er jeg i gang med at søge nyt. Men der er ikke meget at komme efter, og jeg synes det er svært. For jeg har jo travlt, lige om lidt så klapper fælden (1 år og 5 mdr) og så bliver jeg i følge vores fantastiske (sagt i det mest sarkastisk tonefald man overhovedet kan forestille sig) politikere aldrig speciallæge. Og det presser mig! Der er ikke tid til at tænke sig om, ikke tid til at fjumre rundt, ikke tid til ikke at vide hvad man vil, ikke tid til at overveje om der er noget andet man hellere vil, eller hvilke veje man skal gå hvis dette ikke lykkes. Jeg er frustreret og vred, og føler mig helt hjælpeløs og uden kontrol - ikke spor rart at have den fornemmelse konstant.
Kender det med karrierekrise... Står selv midt i en. Hvad skal man? Hvad vil man? Og hvor finder man svaret? Det er altså ikke nemt. Slet ikke når jobsene ikke hænger på træerne. Og samtidig skal man stresse over behandling og få det hele til at gå op i en højere enhed. Lad os deles om selvmedlidenheden... Hvor er det synd for os! Men forhåbentlig skal vi snart på barsel, og så behøver vi ikke bekymre os om arbejde for en tid. Det må være en plan for os begge :-)
SvarSlet