22 uger er jeg nået til idag. Officielt er min lille babypige nu blevet til et barn, der vil få sit eget CPR nummer. Maven vokser, sparkene bliver tydeligere og tydeligere. Hvor ofte jeg mærker hende varierer, men jeg mærker hende flere gange om dagen altid.
Følelserne kører op og ned, fra uendelig lykke til tvivl, angst og bekymringer. Og samtidig er det sværere at være gravid end jeg havde regnet med. At være gravid er noget jeg har glædet mig til siden ligeså længe jeg kan huske - selv som barn/teenager vidste jeg, at jeg gerne ville være mor. Men lige for tiden er det som om, der også kommer nogle negative tanker som jeg har svært ved at acceptere. Til tider er det som om, at graviditeten er alt hvad jeg er nu - den optager 90% af min tankevirksomhed, det er det der bliver spurgt til og om fra forældre, venner og fra fremmede mennesker på gaden. Og jeg kan godt savne "mig", savne at have noget interessant at tale om, at kunne koncentrere mig og fokusere på andre ting.
Og så er der det kropslige - når babypigen sparker, så er jeg solgt. Så elsker jeg at være gravid, at holde på maven og ae henover den. For det meste er det sådan. Fraset de dage, hvor det eneste jeg kan fokusere på er det navlebrok der pludselig er dukket frem fra dybet, på de strækmærker der spreder sig på brysterne og bekymringen for at de kommer på hele maveskindet. Og jeg ved godt, at det er overfladisk, men jeg synes det er svært at skulle vænne sig til, og jeg føler mig hverken tiltrækkende, kvindelig eller s.e.x.e.t som der ellers står i alle bøgerne. Jeg savner at have lyst til min mand, jeg savner den intimitet der er når vi er sammen på den måde, jeg savner at få en o.r.gasme med min mand og jeg savner den måde min krop plejede at reagere på. Nu er det som om vi er fremmede for hinanden, kroppen og jeg, vi er ikke helt på bølgelængde, det hovedet har lyst til har kroppen ikke lyst til.
Og jeg har dårlig samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over ikke at være evig glad gravid, når nu vi har haft kæmpet for dette, når nu dette har været det højeste ønske i så lang tid. Jeg har dårlig samvittighed overfor babypigen - for tænk hvis hun kan blive påvirket af mine følelser? Tænk hvis hun ikke føler sig elsket nok derinde? Er det mon almindeligt at have de her tanker og følelser?? Og er det ok?
Jeg genkender rigtig mange af de ting du skriver - så jeg håber da det er normalt. Jeg tror når man har kæmpet for en graviditet i mange år så forventer man, at det er lykken fra dag 1 når først man er gravid. Men det er det ikke altid. Man er jo sindsyg lykkelig over at være gravid, men også frustreret over alle de tanker og bekymringer der følger med samt de fysiske gener... Man er sku ikke nem at stille tilfreds hva..:) Jeg har ihvertfald også tit haft dårlig samvittighed over at synes det var hårdt at være gravid!! Især fordi man kun alt for godt kender alternativet!
SvarSletDe dage kan jeg nikke genkendende til. Og som du også skriver, så går følelsen oftest over med et lille smølfespark :)
SvarSlet