Jeg har helt inden vi prøvede at blive gravide hørt utallige historier om par, der kæmpede og kæmpede, endelig blev gravide, fik et barn. Og så vupti var hun gravid igen, helt uden de nærmest havde prøvet. De historier har sidder godt fast, så godt at jeg et eller andet sted har haft overbevist mig selv om, at sådan vil det også være for os. Blandet sammen med min sundhedsvidenskablige baggrund, så har det haft mig overbevist om, at vi selvfølgelig skulle bruge k.ondo.m når vi er sammen. For til trods for jeg gerne vil have flere børn, så vil jeg helst ikke have nogen pseudo-tvillinger og har ikke været klar til nummer to.
Nu begynder mine veninder så at nærme sig terminen med deres nummer to. Bekendte, mandens venner og lignende. Nummer to alle vegne. Og min hjerne kører på højtryk. På den ene side føler jeg mig stadig ikke helt klar. Primært så synes jeg det er synd for A, at hun skal dele os med en lille baby der tager så ufattelig meget tid. Og så ved jeg slet ikke hvor den tid skal komme fra, for jeg føler mig stadig som en lille hamster der løber rundt i et hjul - jeg spæner og spæner, men kommer ingen vegne og der er konstant 1000 ting jeg mangler at gøre.
På den anden side - så er vi begyndt at droppe det der k.ondo.m, men har tilgengæld kun været sammen på ikke optimale tidspunkter. Så skete der det, at min menstruation som ellers lige var begyndt at være så fin regelmæssig og pålidelig, den udeblev. Efter 3 dage tog jeg en test - negativ. Efter 6 dage kom mens.
Og pludselig kommer alle følelser omkring den der negative test bare væltende frem. Alle de gange jeg har stået der og gloet på sådan en latterlig lille pind, forsøgt at mane en ekstra streg frem. Forsøgt flere metoder - kigge på den konstant, lade den ligge og sat et ur, nonchalant lade den ligge og bare set til den når jeg havde lyst (som om man kunne snyde testen ved ikke at vise den hvor vigtig den var i ens liv!!). Og nej, det er slet ikke det samme når jeg nu kan gå ud af badeværelset og tage min vidunderlige lille pige op i mine arme, dufte til hendes nakke, puste hende på kinden og høre hende grine. Men omvendt kan jeg slet ikke overskue tanken om, at nummer to skal blive en kamp at få. Og jeg er gået fra at være optimisten, der brugte beskyttelse til at synes jeg er komplet latterlig jeg har gidet bruge penge på det, for hvem siger den nogensinde lykkes på normal vis for os?? Jeg kan ikke overskue at skulle bruge kræfter på at gå og vente på at finde ud af om det lykkes. Jeg er træt blot ved tanken. Jeg er bange for at komme ind i det her mønster, hvor det at blive gravid tager over og fylder, som det gjorde før. Men jeg prøver at tage en dyb indånding og sige vi må jo starte et sted. Og da det trods alt lykkes ved IUI, så er det vel i sengen vi starter først. Så må vi se, hvad der sker og hvornår det sker...
P.s. jeg fik jobbet:) Er meget glad, omend træt hver dag når jeg kommer hjem.
Tillykke med jobbet! Dejligt!
SvarSletOg jeg kender SÅ godt alle dine tanker. Da vi startede med lillebrøster troede jeg også i al hemmelighed at det ville gå nemt. Og jeg var så træt af alle toerne i vennekredsen. Og havde faktisk - måske har jeg det stadig - en lille snert af jalousi over deres toere. Eller ikke måske. Det har jeg stadig! Ikke på den samme altædende måde som med 1eren, men den er der. Og det fylder.
Og nej, de negative test rammer ikke på samme måde som før lille A (og min store A), men åh, hvor jeg kender det!
Toeren er bare heller ikke en selvfølge, og jeg håber for jer at det kan klares med sengespas, og som du skriver er du jo blevet gravid med IUI, det er jo "kun" første skridt på stigen. Så i har nogle skud i bøssen, er jeg helt sikker på.
Jeg håber sådan for dig at det går nemt og at du ikke skal matres med alle tankerne alt for længe.