Ventetid

Jeg troede, at når først de to streger var dukket op på en test, så ville ventetiden være ovre og jeg ville bare være evigt lykkelig.. Virkeligheden er lidt anderledes. For det er altså svært at tro på, at det virkelig er sandt det her. Og jeg synes ikke jeg har nogen symptomer på det.. Så jeg venter og venter, venter på at få nogle symptomer, venter på scanning der skal fortælle mig at der er rigtigt, venter på at kunne fortælle det til dem jeg holder af, venter på at det går op for mig. Og dagene snegler sig afsted! Jeg har det som om jeg skal til eksamen, jeg er rastløs, spændt, nervøs - men ind imellem kommer også små glimt af lykke, små smil og et håb der vokser og vokser..